Hitlisterne domineres for tiden af storladen gaderap a la Gilli og Branco, men der findes faktisk også en række unge danske rappere, der laver eftertænksom, melankolsk hiphop i stilen fra Ukendt Kunstner.
En af de mest interessante unge stemmer i den bølge er MAS, der har en Artigeardit-agtig evne til at få særdeles komplekse rimkonstruktioner til at lyde som henkastet smalltalk, men som samtidig også kan finde ud af at skrive sangbårne autotune-omkvæd. Sidste år slap MAS ep’en ’Venteværelset’, og i år har han allerede udgivet sangen ’Soort’ samt varmet op for Lamin i Store Vega.
MAS spiller en minikoncert som en del af SOUNDBOKS Surprise-rækken, der inkluderer tre popup-shows på et uannonceret tidspunkt på festivalpladsen. De to andre SOUNDBOKS Surprise-minikoncerter leveres af Ivan$ito og Mercedes.